VEOKs baggrund - Det Andet Vatikanerkoncil

Intentionen med disse sider er, at give en kort introduktion til "vores" baggrund. Vi skriver "vores" med anførselstegn, fordi Det Andet Vatikankoncil naturligvis ikke kun er meget vigtig for os, men (forhåbentligt) for hele den katolske kirke!


Det Andet Vatikankoncil

Efter pave Pius XII’s 20-årige pontifikat blev den ret ukendte —og aldrende— kardinal Giuseppe Roncalli i oktober 1958 valgt til pave. Han tog navnet Johannes XXIII. Inden der var gået 3 måneder, kom han til hele kirkens (også kardinalernes) store overraskelse med den besked, at han agtede at indkalde et koncil.

Et koncil er kirkens myndighed på højeste niveau, fordi det samler alle kirkens biskopper omkring paven. Siden Middelalderen var konciler dog blevet en stor sjældenhed. En undtagelse var Tridentinerkoncilet (1545—1563 med afbrydelser), som var kirkens svar på Reformationens kirkesplittelse. Det eneste koncil derefter havde været det amputerede Første Vatikankoncil (1870), som aldrig blev fuldført p.g.a. krigsudbrud i Europa. Altså: noget stort var nu forestående!

Fra første færd gjorde Johannes XXIII det klart, at hans vigtigste anliggende var at ‘ajourføre’ kirken (han brugte ordet ‘aggiornamento’), at gøre kirken mere klar til at møde den moderne verdens udfordringer. Altså ikke primært et læremæssigt (dogmatisk) men et pastoralt koncil. Vinduerne ud til verden skulle åbnes, som han udtrykte det. Han viste en uventet evne til at tyde ‘tidens tegn’. I en tid, hvor to barbariske verdenskrige havde ændret verden, og hvor afkoloniseringen af Latinamerika, Afrika og Asien var i fuld gang. Og han havde en profetisk sans for, hvad der —ofte under overfladen— rørte sig i selve kirken.

Efter 3 års intenst forarbejde (der indløb flere tusinder af forslag og tilkendegivelser til den forberedende centralkommission) startede selve koncilet den 11.okt.1962. Mere end 2.500 biskopper var samlet i Peterskirken, der var omdannet til koncilsaula. I sin åbningstale gentog paven, hvad han ventede sig af koncilet, udtrykte stor tillid, og advarede stærkt mod dommedagsprofeter. Koncilet kom til at forløbe i fire samlinger (‘sessioner’) af hver ca. 3 måneders varighed. Den sidste samling løb af stabelen fra 14.9. til 8.12.1965, hvorefter arbejdet var fuldført. Da var Johannes XXIII død. Han døde allerede i juni 1963 og blev efterfulgt af den kloge, men mere tøvende Paul VI, som altså kom til at forestå koncilet langt det meste af tiden.

Fra den allerførste dag stod det lysende klart, at den store forsamling bestod af to fløje: de ‘progressive’, der for alvor ønskede reformer og fornyelser, og de ‘konservative’. De progressive biskopper udgjorde —overraskende for mange— det meget store flertal. Men de konservative udgjorde en hård kerne, som gjorde sig stærkt bemærket. De havde en del støtte i det romerske ‘regeringsapparat’ (kurien). Denne modsætning har sat sit præg på resultatet. Koncilsdokumenterne blev i visse tilfælde —set i bakspejlet— ret så kompromis-præget. Det har konservative kræfter i tiden siden koncilet kraftigt udnyttet.

Koncilets dokumenter

Koncilet har frembragt 16 dokumenter, dels kaldet ‘dekreter’, dels ‘konstitutioner’ og et par enkelte ‘erklæringer’. De findes alle —foruden i bogform— i deres fulde (danske) ordlyd på vort bispedømmes hjemmeside (www.katolsk.dk).

I lyset af VEOKs målsætning og programerklæring er det relevant særligt at fremhæve følgende dokumenter:



Opdateret 20-dec-07